Ny kampagne: Dine pantede flasker og dåser bliver til nye igen
Presse
pressemeddelelse
8. juni 2026
I dag lancerer Dansk Retursystem en ny kampagne, der forklarer drikkevareemballagernes rejse fra tom dåse og flaske til ny dåse og flaske. Kendskabet til miljøgevinsterne ved at pante motiverer forbrugerne. Derfor har Dansk Retursystem valgt at gøre en indsats for at udbrede den positive fortælling om, hvad der sker efter pantautomaten.
Heidi Schütt Larsen
Vicedirektør for cirkulær økonomi
Vi vil gerne fortælle danskerne, at deres indsats ved Når forbrugerne ved, at deres dåser og flasker genanvendes til nye igen og ikke ender som affald, motiveres de til at pante endnu mere, viser vores data.

Når du som forbruger panter dine tomme dåser og flasker i en pantautomat, er du med til at sikre, at de bliver til nye dåser og flasker igen. Og de, der kender historien, er tilbøjelige til at pante endnu mere – til gavn for miljø, klima og din pengepung. Derfor har Dansk Retursystem lanceret en mini-kampagne, der skal øge kendskabet til miljøgevinsterne ved pant.
–I pant- og retursystemet har vi et mål om at få flest mulige emballager retur. Når forbrugerne ved, at deres dåser og flasker genanvendes til nye igen og ikke ender som affald, motiveres de til at pante endnu mere, viser vores data. Derfor arbejder vi på at udbrede den positive fortælling om, hvad der sker efter pantautomaten, og den nye kampagne fokuserer helt skarpt på at øge kendskabet til netop det, siger vicedirektør for cirkulær økonomi, Heidi Schütt Larsen, Dansk Retursystem.
Selvom de fleste forbrugere ved, at miljøgevinsten ved at pante dåser og flasker er større, end hvis de sorteres som affald, er der fortsat ca. en fjerdedel af forbrugerne, som tror, at det er lige godt. De forbrugere forsøger Dansk Retursystem at nå med kampagnen, som består af en simpel grafisk video, som vil kunne ses på sociale medier, i busser og på udvalgte togstationer og i flere supermarkeder i juni.
I 2025 kom 92 % af de pantbelagte dåser og flasker retur. Andelen af flasker og dåser, der genanvendes til nye igen – såkaldt closed loop – er siden 2022 steget med 5 procentpoint og er i dag tæt på 100 procent.
Veldesignede dåser og flasker styrker den cirkulære økonomi
En af de elementer, der er vigtige for at kunne genanvende dåser og flasker til nye igen, er designet af emballagen. Derfor har Dansk Retursystem gennem en årrække ydet målrettet rådgivning til drikkevareproducenter i pant- og retursystemet og udviklet en gebyrstruktur, der gør det billigere at sætte dåser og flasker med pant på markedet, der kan genanvendes i høj kvalitet.
Et nyt videnpapir fra Dansk Retursystem viser, at indsatsen har givet positive resultater. Andelen af solgte dåser og flasker med pant, der pålægges et såkaldt tillægsgebyr, fordi de er vanskeligere at håndtere og genanvende i closed loop, er faldet fra 5,6 % i 2022 til 4,6 % i 2025 – et fald på ét procentpoint over fire år.
– Princippet i det danske pant- og retursystem er, at alle emballager bærer deres egen omkostning. Det giver producenten et direkte økonomisk incitament til at træffe de rigtige designvalg fra starten – og færre tillægsgebyrer vidner om generelt bedre designs. Hvis en producent måske alligevel vælger materialer, farver eller komponenter, der gør en emballage vanskeligere at genanvende, eller som kræver manuel håndtering i sorteringsprocessen, pålægges emballagen tillægsgebyr, siger vicedirektør for cirkulær økonomi, Heidi Schütt Larsen, Dansk Retursystem.
Udover bedre design bidrager også avanceret billedgenkendelse i pantautomater, automatiserede sorteringsanlæg, løbende kvalitetsovervågning og tilbagemeldinger fra europæiske og danske genanvendelsesvirksomheder til at sikre den nødvendige kvalitet i genanvendelsen.
