Dansk Retursystem er Danmarks bedste arbejdsplads til inklusion

Presse
pressemeddelelse
28. april 2023

Mangfoldighed og inklusion har i mange år været del af Dansk Retursystems måde at arbejde på, og det arbejde har nu givet virksomheden prisen som ’Danmarks bedste arbejdsplads til inklusion’, kåret af Great Place To Work. Samtidig opnår Dansk Retursystem samlet set en 17. plads på listen over Danmarks bedste arbejdspladser for mellemstore virksomheder.  

På samme måde som vi tager et samfundsansvar ved at drive det danske pantsystem, så ligger det naturligt for os at tage et samfundsansvar i forhold til vores medarbejder-sammensætning.”

Lars Krejberg Petersen
Lars Krejberg Petersen, adm. direktør, Dansk Retursystem

44 ansatte på særlige vilkår, en målrettet indsats og en mangfoldighedskultur, der giver plads til mange forskellige medarbejdere. Det er en del af opskriften på, hvordan man bliver Danmarks bedste arbejdsplads til inklusion. 

I Dansk Retursystem har arbejdet med mangfoldighed været en del af virksomhedens DNA i mange år, og fokus har bl.a. været at have arbejdspladser til medarbejdere med særlige støttebehov. 

”På samme måde som vi tager et samfundsansvar ved at drive det danske pantsystem, så ligger det naturligt for os at tage et samfundsansvar i forhold til vores medarbejdersammensætning. Vi rummer helt selvfølgeligt forskelligheder i etnicitet, alder og køn på vores arbejdsplads, så for os har det været vigtigt at afspejle vores omgivende samfund og også have job til dem, der af den ene eller anden grund har brug for særlige støttebehov for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Det er med til at give alle medarbejdere en forståelse og tolerance at være på en arbejdsplads med mange forskellige mennesker”, siger adm. direktør Lars Krejberg Petersen. 

Han peger på, at mangfoldighedsarbejdet også skaber stolthed og arbejdsglæde på tværs blandt alle medarbejdere, og at det giver virksomheden en god platform at stå på i forhold til rekruttering og fastholdelse.  

”Jeg er glad og stolt over prisen og anerkendelse af vores arbejde. Sammen med den værdi, vi får i dagligdagen ved at have en mangfoldig arbejdsplads med mange forskellige ansatte giver det motivation til at fortsætte det vigtige arbejde med mangfoldighed”, siger Lars Krejberg Petersen.  

Ud over mangfoldighedsprisen opnåede Dansk Retursystem også en 17. plads over de bedste arbejdspladser for virksomheder med 50-499 ansatte. Dansk Retursystem havde som mål at blive blandt de 25 bedste arbejdspladser i 2025 og har dermed allerede nået målet. 

Pressen kan hente flere informationer og billeder her (link til Via ritzau)

Mangfoldighed_fælles

Sådan arbejder vi med mangfoldighed i Dansk Retursystem

Sådan arbejder vi med mangfoldighed i Dansk Retursystem