Banebrydende sorteringsteknologi til emballageaffald skal testes i København

Presse
pressemeddelelse
6. september 2021

Mere end 130 virksomheder og organisationer fra hele emballageværdikæden på tværs af EU er gået sammen om en ny banebrydende løsning i form af digitale vandmærker i HolyGrail 2.0. Målet er at sikre bedre sortering og højere kvalitet i genanvendelsen af emballager. Ambitionerne for partnerskabet er skyhøje.

HolyGrail 2.0 har potentialet til at revolutionere den måde, vi sorterer emballageaffald

Projektet ledes af den europæiske mærkevareorganisation AIM med økonomisk støtte fra Alliance To End Plastic Waste (AEPW). Løsningen baseres på en potentielt revolutionerende teknologi i form af digitale vandmærker, der kan indeholde detaljerede informationer om det produkt, de er påført.

En række af de deltagende virksomheder i projektet, heriblandt Arla, Coop, Danone, Nestlé, Orkla, PepsiCo, Procter & Gamble og Schulstad, vil i den kommende tid implementere digitale vandmærker på udvalgte produkter. Sorteringsløsningen skal så testes i løbet af efteråret 2021 på Københavns Kommunes testanlæg på ARC – Amager Ressourcecenter. Her vil der blive gennemført en ”semiindustriel” test over en periode på 3 måneder, før den færdigtestede løsning i 2022 tænkes demonstreret på fuldskala-sorteringsanlæg i Tyskland og Frankrig.

Teknologien kan bidrage positivt til udvidet producentansvar
Hos brancheforeningen for danske mærkevareleverandører, MLDK, der er en del af partnerskabet, ser man med stor interesse på projektets perspektiver i forhold til det kommende producentansvar:

”Vi er, i MLDK – Mærkevareleverandørerne, glade og stolte af at være med til at teste og fremme digitale vandmærker i projektet HolyGrail sammen med vores danske og internationale medlemmer”, siger Niels Jensen, direktør i MLDK. ”Vi ser en stor værdi i et samarbejde med dagligvarehandlen, Københavns Kommune og en række andre aktører, da det viser, at vi deler synet på at sikre, at brugt emballage ikke ender som affald, men som en ressource for nye produkter. Projektet kan ligeledes bidrage positivt til det kommende producentansvar for emballager, der indføres i Danmark fra 1. januar 2025.”


En revolutionering af affaldshåndteringen
De digitale vandmærker er usynlige for det blotte øje, og derfor kan de printes over hele produktet. Dette muliggør en langt mere detaljeret automatisk sortering af produkterne i affaldsfasen, end hvad der hidtil har været muligt.

”HolyGrail 2.0 har potentialet til at revolutionere den måde, vi sorterer emballageaffald”, siger Merete Kristoffersen, enhedschef i Affald og Ressourcer, Københavns Kommune. ”Vi kan sortere fødevaregodkendte emballager, monolagsemballager og andre specifikke produkttyper. Det vil medføre sekundære råvarer af langt højere kvalitet og være et vigtigt skridt i retning for at genanvende fødevareemballager til nye fødevareemballager, hvilket er en hjørnesten i København Kommunes planer for plastgenanvendelse”.

Dansk Retursystem er også en del af projektet og markedsdirektør Marlene Holmgaard Fris udtaler: ”Vi ser bestemt frem til at bidrage til samarbejdet og det nye testcenter i København. Sammen med danskerne har vi skabt en effektiv platform, så forbrugerne kan komme enkelt og ansvarligt af med flasker og dåser og få dem genanvendt i et lukket kredsløb til nye emballager, og vi forfølger fortsat at nå 99%. Så innovation og brug af ny teknologi er for os vigtige elementer og et helt naturligt næste skridt i udviklingen af den cirkulære økonomi, som Dansk Retursystem allerede er et skoleeksempel på.”


For mere information:
Klik og se hjemmeside, Q&A og seneste nyheder

Ønskes yderligere information bedes du kontakte:

Anne-Mette Bundgaard Sørensen, Kommunikations- og marketingchef, Dansk Retursystem,
amb@danskretursystem.dk og tlf.: 43 32 34 10