Her er jeg en del af holdet
Charlotte Christensen er driftsoperatør i Produktion Vest i Løsning
Det var helt vildt motiverende, at nogen ville give mig en chance. Det var ikke bare en placering, det var et rigtigt job“
Charlotte blev kørt ned for syv år siden og har efterfølgende kæmpet for at finde et job, hendes krop kunne klare. Efter mange skuffelser og fokus på, hvad hun ikke kunne, kom hun gennem projekt ’Unge på kanten’ til Dansk Retursystem, hvor det blev vendt på hovedet, så fokus nu var, hvad hun godt kunne. Det har givet hende en fastansættelse i produktionen i Løsning.
Hvad består dit job i?
Jeg er ansat i produktionen i Løsning, hvor vi får vi alle flasker og dåser ind fra Jylland og Fyn til optælling og sortering. Jeg passer maskinerne og holder øje med, at de kører som de skal.
Hvordan var det at blive ansat i Dansk Retursystem?
Jeg blev ansat gennem projekt ’Unge på kanten’ i Hedensted Kommune, hvor unge kunne få rigtig løn i et job i en tidsbegrænset periode for at se, om de var klar til at blive fastansat. Tidligere havde jeg været i praktik forskellige steder, og der havde altid været fokus på, hvad jeg ikke kunne, men her var der i stedet fokus på, hvad jeg godt kunne, og glæde over det.
I starten var det svært og hårdt, men vi havde en koordinator, vi altid kunne gå til, og det var en stor hjælp. Han sagde, at jeg skulle tro på mig selv, og at han troede på mig, gav mig gejst til at tro på, jeg selv kunne noget og kunne kæmpe. Det viste sig også, at jeg kunne mere, end jeg troede.
Hvordan oplevede du forløbet?
Alle støttede mig på en eller anden måde og gav mig chancen for at bevise hvad jeg kunne. Der var forståelse for, at jeg skulle have mere hjælp, og når mange gerne vil hjælpe, så vil man heller ikke svigte dem, og så kæmpede jeg. Nu har jeg et job, og jeg er på en paragraf 56-ordning, hvor der er mulighed for større sygefravær, hvilket jeg i perioder har brug for. Mit mål er at have færre sygedage og en dag at komme på fuld tid. Det vil jeg gerne bevise overfor mig selv.
Det betyder alt at have fået den mulighed. Jeg har fået et helt andet liv og troen på, at jeg kan noget. Det har gjort mig gladere at have noget at stå op til, og også socialt har det betydet meget for mig, fordi jeg tror mere på mig selv nu og at jeg kan noget.
Hvad er det Dansk Retursystem kan?
Virksomheden er god til at støtte op, og hvis der er begrænsninger, så tager man hensyn til det, og kollegerne bakker op. Jeg føler mig godt inkluderet, og selv om jeg er syg, så er jeg stadig del af holdet og en del af virksomhed. Det er helt vildt motiverende, at nogen vil give mig en chance. Det her er ikke bare en placering, det er et rigtigt job, og det betyder så meget.
Hvordan ser du på mangfoldighed?
At alle har lov til at være sig selv, og ingen bliver set skævt til. Det betyder meget ikke at blive set ned på eller sat i bås, fordi der er noget man ikke kan, for så bliver man selv usikker, og så kan man mindre. Alle kan være en del af fællesskabet, og der er en bredere forståelse for, at folk er forskellige.