Et win for både mig og virksomheden
Martin Gram Jacobsen er reparatør på komprimatorværkstedet i Hedensted
Jeg kan godt lide at arbejde og sætter en ære i gøre ting ordentligt, og det er fantastisk at have mulighed for at gøre det på færre timer.”
Martin faldt for fem år ned fra et stillads på sit tidligere arbejde og knuste begge fødder. Han havde før det arbejdet i Dansk Retursystem og vidste, at hvis nogen kunne tage en flexjobber ind, så var det her. Nu arbejder han som reparatør og løfter en opgave, Dansk Retursystem ikke selv havde mulighed for at løse.
Hvad er dit job?
Jeg er ansat som reparatør og reparerer de komprimatorer og CS-bokse, som vi får hjem fra butikkerne. CS-boksen er den optællingsenhed i flaskeautomaten, der aflæser panten, og komprimatoren er den, der maser flaskerne og dåserne. Jeg arbejder 12,5 timer om ugen, og det passer med, hvad jeg kan, og de opgaver, der er. Jeg er oprindeligt uddannet klejnsmed og mekaniker, så det er et job, der passer godt til mig.
Hvordan kom du til Dansk Retursystem?
Jeg har tidligere arbejdet i Dansk Retursystem og vidste, hvad virksomheden stod for. Da jeg kommer til skade, hører jeg ved en tilfældighed, at en af teknikerne var stoppet, så jeg ringede for at høre, om jeg kunne få jobbet. Desværre var min fysik ikke til det job, men i stedet får jeg muligheden for at få et job med at reparere komprimatorer. Det er en opgave, som Dansk Retursystem ikke selv får gjort, og i stedet for at få en anden virksomhed til at gøre det, så vil de tilbyde mig jobbet. Senere kom opgaven med CS-boksene til. Jeg kendte opgaverne fra tidligere, og på den måde er det win for både mig og virksomheden.
Hvordan oplevede du forløbet?
Jeg starter i praktik for at prøve af, hvad jeg kunne, og jeg fik hjælpemidler, så jeg kunne sidde ned og holde pauser undervejs. Vi prøvede mange kombinationer af for at finde det timeantal og de hjælpemidler, der passede til mig. I starten var jeg meget usikker på, hvor det ville ende, men det lysnede mere og mere, og min praktik blev forlænget, og det mundede ud i et flexjob. Udsigten til fast arbejde var motiverende for mig. Jeg kan godt lide at arbejde og sætter en ære i gøre ting ordentligt, og det er fantastisk at have mulighed for at gøre det på færre timer. Jeg bor tæt på og kan selv styre min tid, så jeg kan tilpasse hvad jeg kan.
Hvad er det, Dansk Retursystem kan?
Jeg har været ekstrem heldig, fordi jeg har fået stor opbakning fra firmaet. I starten var jeg knækket over tanken om ikke at kunne arbejde fuld tid, men de var gode til at bakke mig op og få struktur på mit forløb. Vi gjorde de rigtige ting fra starten af, fx skrive dagbog til dokumentation og have fokusområder, så jeg havde noget at arbejde hen imod. Det betød også meget at jeg kunne føle, at jeg var en del af holdet på arbejdspladsen, selv om jeg bare var i praktik.
Hvordan ser du på mangfoldighed?
At en virksomhed er rummelig og har jobs til forskellige mennesker. Vi kan noget forskelligt, også selv om man ikke kan arbejde på fuld tid, men ikke alle virksomheder har den fleksibilitet. Jeg tror, de går glip af nogle muligheder.