Den grønne tankegang kommer med hjem
Mød kundeservicekonsulent Victor Rosenvinge
Inden jeg kom til Dansk Retursystem, var jeg ikke så klimabevidst. Men det at være med til at gøre en forskel, og fortælle kunderne, hvorfor vi gør, som vi gør, det er fedt
Den gode dialog med kunderne, betyder meget for for mig
Victor gik oprindelig med en drøm om at blive kørende sælger, det lå i generne fra hans familie. Men en travl og spændende hverdag som kundeservicekonsulent i Dansk Retursystem med mange forskellige opgaver, har holdt Victor til ilden, og han har på ingen måde planer om at skifte jobbet ud med et andet job.
Hvordan kom du til Dansk Retursystem?
Da de første pantstationer skulle åbne i 2015, søgte Dansk Retursystem efter en juniorkonsulent. På det tidspunkt arbejdede jeg som salgsleder i COOP, og gik med en drøm om, at jeg skulle ud og være kørende sælger. Jeg havde ikke det store kendskab til Dansk Retursystem, udover at jeg var ansvarlig for butikkens flaskeautomat, og var den, som skulle bestille afhentning af pantemballager hos dem.
Stillingen lød spændende, jeg skulle være med til at starte 13 nye pantstationer op i Danmark samtidig med, at jeg også ville have kundekontakten udadtil. Min plan var, at jeg ville være i jobbet i to år, inden jeg skulle videre som sælger, men her syv år efter, er jeg her stadig. Det hænger nok sammen med, at der hele tiden sker noget nyt, og der aldrig er to dage, der er ens. Indimellem bliver jeg også ’udlånt’ til andre afdelinger, hvilket giver mig en masse god viden, som jeg kan bruge, når jeg er ude hos kunderne.
Hvad betyder det for dig, at du arbejder i en miljøvirksomhed?
Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget miljødelen betyder for mig. Inden jeg kom til Dansk Retursystem, var jeg ikke så klimabevidst. Men det at være med til at gøre en forskel, og fortælle kunderne, hvorfor vi gør, som vi gør, det er fedt. Den grønne tankegang fylder også, når jeg ikke er på job, fx når jeg ubevidst kommer til at ’opdrage’ på venner og familie. Men det er vist en almenkendt arbejdsskade, som de fleste af mine kolleger også har tilegnet sig.
Hvordan er en god dag på kontoret?
Jeg er kørende konsulent og tager ud til vores kunder, som er butikker og virksomheder, der får hentet pant, og rådgiver dem om forskellige pant-løsninger.
Den gode dialog med kunderne, betyder meget for mig. Det at en kunde ringer og siger tak for hjælpen, fordi jeg hjalp med at løse et problem hos dem, gør mig glad. Som konsulent skal du kunne sætte dig ind i kundernes behov, være tålmodig og på bedste vis få løst de problemer, som dukker op. På den måde får du opbygget en god og positiv relation til dine kunder.
Livet på landevejen og friheden til at kunne planlægge arbejdet i mit eget tempo, sætter jeg stor pris på. Selvom jeg er meget mig selv, når jeg sidder i bilen, så har stadig en tæt kontakt til mine kolleger, og altid en livline at ringe til, hvis det pludselig brænder på.
Kulturen er noget ganske særligt
Vi er en rummelig og åben arbejdsplads, der giver plads til forskelligheder. Der er højt til loftet, rigeligt med humor og en uformel omgangstone. Når jeg møder ind på kontoret, bliver jeg altid mødt af søde kolleger, der giver sig tid til en hyggelig snak.