Genpåfyldelige flasker

På denne side kan I læse alt om genpåfyldelige flasker, herunder pantsatserne, gebyrer og FAQ.

Pantpligtige drikkevarer i flasker, som gøres rene og fyldes igen kaldes genpåfyldelige flasker. Det er fx den klassiske, grønne ølflaske.

Som producent eller importør er I selv ansvarlige for at udbetale pant til forbrugere, butikker eller virksomheder, der afleverer genpåfyldelige flasker tilbage til jer. Men genpåfyldelige flasker bærer ikke et synligt pantmærke, der viser, at man kan få pant for flasken. Så I er også forpligtede til at sikre, at forbrugere, butikker og virksomheder ved, at de kan få udbetalt pant. I kan fx på jeres egen hjemmeside henvise til informationer om genpåfyldelige flasker her på websitet.

Pantsatserne på genpåfyldelige flasker er:

  • Glasflasker under og lig med ½ liter = 1 krone
  • Glasflasker over ½ liter = 3 kroner
  • Plastflasker under 1 liter = 1,50 kroner
  • Plastflasker over 0,99 liter = 3 kroner
Genpåfyldelige flasker som I genbruger

I kan vælge selv at stå for at genbruge flaskerne ved at oprette et pantsystem for genpåfyldelige flasker, som vaskes og påfyldes igen. Genpåfyldelige flasker i pantsystemet er flasker af glas eller plast, som tages retur, vaskes og fyldes igen af producenten.

Når I vælger selv at stå for et pant- og indsamlingssystem for jeres genpåfyldelige flasker, skal I selv stå for bl.a. pantudbetaling, indsamling, genpåfyldning og til sidst bortskaffelse af jeres flasker. I skal også selv stå for at dokumentere, at de ting sker i overensstemmelse med pantbekendtgørelsen.

Engangsemballager som genanvendes af os

I kan også vælge at lade jeres flasker og/eller dåser blive en del af det fælles, danske pantsystem for engangsemballager, hvor flasker og dåser indsamles og genanvendes til nye flasker og dåser.

Når I vælger den løsning, er det Dansk Retursystem, som indsamler flaskerne og dåserne – fx via butikkernes flaskeautomater. Herefter vil vi sortere dem, stå for pantudbetalingen til butikker og forbrugere og sørge for, at emballagerne genanvendes på det højest mulige genanvendelsesniveau.

Det sørger vi for

Når I lader jeres emballager indgå i det fælles pantsystem, vil vi stå for pantudbetaling, indsamling, dokumentation for returprocenten samt miljøvenlig genanvendelse af emballagens materialer. På den måde har I som importør eller producent af pantpligtige drikkevarer sikret, at der er dokumentation for, hvordan I sørger for en miljømæssigt ansvarlig genanvendelse af jeres emballager, når de ikke længere markedsføres.

Engangsemballage

Læs om engangsemballage

 Læs mere

Hvad er udgifterne til genpåfyldelige flasker?

Når I har genpåfyldelige flasker, skal I først og fremmest regne med jeres egne omkostninger til at indsamle, vaske og genpåfylde samt evt. bortskaffe flaskens materiale.  Desuden skal I regne med udgifter til at dokumentere, at I overholder kravene til et genpåfyldelige pantsystem. Disse udgifter står I selv for at beregne.

Derudover vil I blive opkrævet følgende fra os:

  • Emballagetilmeldingsgebyr 
  • Driftsgebyrer

Grundlaget for priserne beregnes af os og godkendes af Miljøministeriet, som fastlagt i pantbekendtgørelsen.

Driftsgebyrer

For genpåfyldelige flasker gælder særligt, at I kun skal betale driftsgebyr for salg af emballager til butikker. Pantbekendtgørelsen beskriver en butik som en erhvervsdrivende, der markedsfører drikkevarer (og fx andre dagligvarer), som forventes at blive indtaget et andet sted end i butikken.

Sælger I udelukkende genpåfyldelige emballager til hoteller, restauranter m.v. – hvor drikkevarerne typisk drikkes på stedet – skal I altså ikke betale driftsgebyr. Men I skal rapportere jeres salg og returtagning af tomme flasker. Hvis I sælger flasker til mellemhandlere, distributører og butikker, skal I rapportere hver måned.

I skal også lave en samlet opgørelse til os én gang om året. Hvis I kun sælger flasker til hoteller, restauranter, kontorer og lignende, skal I kun opgøre jeres samlede salg, og altså ikke jeres returtagning, til os én gang om året.

Tilmelding af jeres virksomhed

Det er en forudsætning for tilmelding af drikkevarer, at jeres virksomhed først er blevet tilmeldt, som importør eller producent.

Søg om at oprette et pant- og indsamlingssystem for genpåfyldelige flasker

Når jeres virksomhed er tilmeldt som importør eller producent, og I ønsker at oprette et pant- og indsamlingssystem, skal I ansøge om registrering af flasken på vores Udbyderportal.

I forbindelse med registreringen af jeres flaske på vores Udbyderportal vil I blive bedt om at udfylde “bilag 1” vedrørende genpåfyldelige emballager. Bilaget til emballagetilmeldingsskemaet skal sendes per mail til vores emballagetilmelding, når anmodningen om registrering af drikkevaren er sendt.

Hvis vi får brug for mere information fra jer, end vi kan finde i bilaget, vil vi skrive til jer.

Hvis jeres produkt kan registreres som genpåfyldelig flaske, sender vi jer via papirpost et emballagetilmeldingsbevis sammen med vores afgørelse om, at I kan oprette et indsamlingssystem for genpåfyldelige flasker.

Relevant skabelon

Bilag 1
For genpåfyldelige flaskerHent skabelon

FAQ

Her har vi samlet nogle af de mest stillede spørgsmål, som I kan finde svar på.

Hvilke krav er der til os, når vi vil markedsføre genpåfyldelige flasker?

Pant- og indsamlingssystemet skal overholde pantbekendtgørelsens krav. Det betyder, at:

  • Flasken skal være egnet til genpåfyldning (fx kan en dåse ikke tilmeldes som genpåfyldelig).
  • I skal opkræve pant ved salg og betale panten tilbage, når I indsamler den tomme flaske.
  • I skal dokumentere, at flasken indgår i et pantsystem, som I selv skal etablere.
  • Når I søger om tilmelding, skal I dokumentere, at I kan opnå en returprocent på 75% for indsamlede, tomme flasker efter et år – og efter to år en returprocent, der svarer til engangsemballager af samme materiale.
  • Er der tale om import af flasker, skal I sørge for, og dokumentere, at de tages tilbage og genpåfyldes hos producenten i udlandet. I er ansvarlige for, at materialet fra flasken genanvendes, når flasken ikke længere kan genpåfyldes.
  • Hvis I efterfølgende registrerer samme en genpåfyldelig flaske i samme materiale, som I allerede har registreret, men med nye smagsvarianter, skal I medsende en erklæring om, at indsamling foregår på samme måde som oplyst ved tidligere registreringer. Dvs. I ikke behøver at indsende dokumentation igen.
  • Hvis I registrerer genpåfyldelig emballage i et andet materiale end tidligere tilmeldt, skal I igen udfylde “bilag 1” vedrørende genpåfyldelig emballage.
  • I skal rapportere salgs- og returmængder til butikskunder.
Hvor må vi sælge vores genpåfyldelige flasker?

Når I selv står for at indsamle jeres drikkevarer, er I også selv ansvarlige for at sikre en høj returprocent for jeres drikkevarer. Det er vores erfaring, at det ikke er muligt at opretholde en tilstrækkelig høj returprocent, hvis der sker salg til butikker. Det betyder, at vi kun kan give tilladelse til at sælge til hotel, restaurant eller kontormiljøer. Vi giver med andre ord ikke længere tilladelse til, at udbydere kan sælge genpåfyldelige flasker i butikker.

Hvad skal vi vide om rapportering af genpåfyldelige flasker?

Hvis I sælger genpåfyldelige flasker, og I er importører, producenter, distributører eller mellemhandlere, skal I rapportere både jeres salgs- og jeres returmængder fra butikker, hvor forbrugeren typisk vil tage flasken med væk fra butikken. I skal rapportere jeres genpåfyldelige flasker for at vi kan opkræve driftsgebyrer fra jer. Vi bruger også jeres rapportering, så vi udbetale håndterings-godtgørelse til butikker for at sortere genpåfyldelige emballager.

Hvordan kan vi rapportere vores salg af genpåfyldelige flasker?

For salgsrapportering kan I vælge mellem månedlig detaljeret eller månedlig lempet salgsrapportering – afhængig af, hvor meget I sælger om året. Vær opmærksom på, at jeres valg er bindende for indeværende kalenderår.

Hvornår kan vi vælge detaljeret salgsrapportering per kalendermåned?

Sælger, udleverer eller overdrager I mere end 20 millioner genpåfyldelige emballager pr. år, skal I rapportere detaljeret. Det betyder, at I rapporterer jeres salg for hver kalendermåned, for hver enkelt kunde – angivet med navn og adresse.

Hvornår kan vi vælge lempet salgsrapportering per kalendermåned?

I kan vælge lempet rapportering, hvis I sælger under 20 millioner genpåfyldelige emballager om året. Lempet rapportering er administrativt lettere, da I kun skal rapportere, hvor meget I sælger til butikker (herunder distributører) samlet og til mellemhandlere samlet.

Hvornår skal vi foretage rapporteringer?
Månedlig rapportering af indsamlede, genpåfyldelige flasker (returrapportering)

I skal hver måned rapportere antallet af emballager, I har indsamler for hver enkelt af jeres butikskunder. For denne rapportering er det ikke muligt at få lempet rapportering, idet rapporteringen er afgørende for, at vi kan sikre, at jeres kunder med krav på håndteringsgodtgørelse, kan få det for de af jeres emballager, de håndterer.

Obligatorisk årlig rapportering ved genpåfyldelige flasker

Én gang årligt skal alle producenter og importører rapportere deres samlede salg og samlede returmængder for genpåfyldelige flasker. Dvs. også salg til kunder, som ikke er butikker. På baggrund af de indberettede tal kan vi beregne den landsdækkende returprocent for genpåfyldelige flasker.

Vi bruger også den årlige rapportering til at sikre, at jeres samlede returprocent for genpåfyldelige emballager er på 75 procent efter et år – og at den efter to år svarer til en engangsemballage af samme materiale.

Rapporteringen sker direkte til os på et skema, som I får tilsendt per mail til jeres juridiske hovedansvarlige.

I kan læse mere om rapportering af genpåfyldelige flasker i vores manual.

Hvad skal vi vide om overgangsordningen for rapportering af produkter tilmeldt før 1. februar 2014?

Importører og producenter, som har haft drikkevarer tilmeldt før 1. februar 2014, kan desuden være omfattet af en overgangsordning.

Hvis jeres samlede salg overstiger 2,5 millioner emballager pr. år, skal I overgå til detaljeret rapportering. Hvis I fravælger lempet rapportering, skal I være opmærksom på, at I ikke kan komme tilbage på lempet rapportering igen.

I nedenstående situationer, har I dog mulighed for at beholde jeres lempede rapportering, hvis I har tilmeldt jer denne rapporteringsform før 1. februar 2014.

Som altid er det en betingelse for lempet rapportering, at I ikke kommer i betalingsstandsning eller har anden gæld til.

Overgangsordning for importører/producenter med primært mærkede GLAS-flasker på lempet rapportering før 1. februar 2014
  • I kan fortsætte på lempet rapportering, så længe I kun har glas, og jeres samlede salg ikke overstiger 2,5 millioner engangsemballager pr. år. Ellers skal I overgå til detaljeret rapportering.
  • Hvis I kun har glas i jeres sortiment og tilmelder et produkt i plast- eller metalemballage, skal I rapportere detaljeret for jeres produkter i plast- eller metalemballage, men kan blive på lempet rapportering for jeres produkter i glas, så længe I ikke sælger mere end 1 million glasemballager om året. Det betyder, at I har to forskellige rapporteringsformer.
Overgangsordning for importører/producenter med primært mærkede PLAST-flasker på lempet rapportering før 1. februar 2014
  • Når I har plastemballager (og evt. metal) i jeres sortiment og tilmelder det første produkt i glas-flasker, kan I fortsætte på lempet rapportering for alle jeres produkter, så længe jeres samlede årlige salg ikke overstiger 2,5 millioner engangsemballager
  • Har I plast-emballager (og evt. metal) i jeres sortiment og tilmelder endnu et produkt i plastemballage, må I gerne blive på lempet rapportering for alle jeres produkter, så længe jeres samlede årlige salg ikke overstiger 2,5 millioner engangsemballager.
  • Hvis I kun har plast-emballager (og evt. glas) og tilmelder det første produkt i metal-emballage, skal I rapportere detaljeret for metalemballager, men I må gerne blive på lempet rapportering for plast-emballager og glas-emballager, så længe jeres samlede årlige salg ikke overstiger 2,5 millioner engangsemballager. Det vil sige, at I har to rapporteringsformer.
Overgangsordning for importører/producenter med primært mærkede METAL-emballager på lempet rapportering før 1. februar 2014
  • Hvis I har metalemballager (og evt. plast) i jeres sortiment og tilmelder det første produkt i glasemballage, kan I fortsætte på lempet rapportering, så længe jeres samlede årlige salg ikke overstiger 2,5 millioner engangsemballager
  • Har I metalemballager (og evt. plast) i jeres sortiment og tilmelder endnu et produkt i metalemballage, må I gerne blive på lempet rapportering for alle jeres produkter, så længe jeres samlede årlige salg ikke overstiger 2,5 millioner engangsemballager
  • Når I kun har metal-emballager (og evt. glas) og tilmelder det første produkt i plast-emballage, skal I rapportere detaljeret for plastemballager, men må blive på detaljeret for metalemballager og glasemballager, så længe jeres samlede årlige salg ikke overstiger 2,5 millioner engangsemballager. Det vil sige, at I har to rapporteringsformer.