Cirkulær økonomi: Sådan passer vi på vores ressourcer
Cirkulær økonomi kan gøre vores forbrug mere bæredygtigt. Det sikrer, at ressourcernes værdi bevares, så de kan indgå i nye produkter eller omsættes i naturens kredsløb.
Klima & miljø
artikel
Cirkulær økonomi kan gøre vores forbrug mere bæredygtigt. For i modsætning til den lineære økonomis ’brug og smid væk’ sikrer cirkulær økonomi, at ressourcernes værdi bevares, så de kan indgå i nye produkter eller omsættes i naturens kredsløb i stedet for at blive til affald. Det sparer både råstoffer og udleder mindre CO2.
Hvad er cirkulær økonomi?
Klima- og ressourcekriserne betyder, at vi bliver nødt til at bevæge os fra ’brug og smid væk’ over til en cirkulær økonomi, hvor produkter og ydelser designes, så de let kan genbruges eller genanvendes igen og igen. Der er blandt andet fokus på at bruge få ressourcer, vælge materialer der let kan cirkuleres og på at undgå problematiske kemikalier.
I den cirkulære økonomi holdes produkter og materialer i kredsløb på samme kvalitetsniveau så længe som muligt. Affald er ikke længere affald, men råvarer der udgør en værdi. Cirkulære produkter kan være holdbare, lette at genbruge eller genanvende og mindre miljø- og klimabelastende. Man kan sige, at cirkulær økonomi er en smartere og mere ansvarlig måde at anvende klodens ressourcer på.
Pantsystemet sikrer et cirkulært økonomisk kredsløb for brugte flasker og dåser, hvor den høje værdi af glas, metal og plastik bevares. Emballagerne indsamles og genanvendes i et closed-loop til nye flasker og dåser, for når blot emballagerne kommer retur, kan cirklen fortsætte igen og igen næsten uden tab. Det sparer både på jordens ressourcer og udleder mindre CO2. Pantsystemet opfylder EU’s regler for udvidet producentansvar.
Lineær økonomi betegner den måde, vi typisk producerer og forbruger på i dag. Virksomheder fremstiller en vare, forbrugerne køber den og smider den til sidst ud sammen med andet affald. De ressourcer, der er brugt til at fremstille varen, risikerer dermed at gå tabt, og vi mærker nu for alvor konsekvenserne heraf. Vi bruger flere ressourcer, end jorden har, og det er nødvendigt at finde alternativer til den lineære økonomi.
Cirkulær økonomi i Danmark
Dansk Retursystem er ikke den eneste virksomhed, som arbejder med cirkulær økonomi i Danmark, og der findes forskellige typer af cirkulær økonomiske forretningsmodeller som fx dele- og lejeordninger. Men vi er blandt de få, der driver et closed loop for emballager i tæt samarbejde med interessenter på tværs af hele produktkæden.
Læs mere om cirkulær økonomi i Danmark og EU hos:
EU-kommissionen – EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi
Closed loop bevarer materialernes høje værdi
Modsat lineær økonomi sikrer cirkulær økonomi, at værdien af materialer og råstoffer bevares, så de kan bruges igen og igen. Det kræver ofte, at produkter designes til det og (re)cirkulerer i et closed loop af ensartede produkt- eller materialestrømme, som fx pantsystemet. Her indsamles og sorteres plastflasker, glasflasker og aluminiumsdåser for sig, hvorefter de sendes til genanvendelse på fabrikker med speciale i at smelte dem om til nye emballageråvarer til flasker og dåser. I et sådan closed loop bliver brugen af råstoffer ofte mere bæredygtig, og jo længere tid værdien kan bevares, des større er gevinsten.
I et closed loop genbruger eller genanvender man typisk materialerne til de samme produkter igen og igen. I bedste fald kan genanvendelse ske, uden man tilfører nye råstoffer og materialer.
Closed loop: Brug materialerne igen og igen
Tomme dåser og flasker bliver til nye, når de indsamles og genanvendes i et lukket kredsløb, et closed loop, som pantsystemet. Det sparer råstoffer og udleder mindre CO2.
Læs mereForretningsdrevet cirkulær økonomi
Cirkulær økonomi er også en form for forretningskoncept baseret på recirkulering af materialer. Ideelt set har cirkulært designede produkter nemlig så høj en materiale- og gensalgsværdi, at de kan konkurrere med prisen på fx jomfruelige råstoffer. Det kan med andre ord bedre betale sig økonomisk for virksomheder at vælge genanvendte eller genbrugte materialer. På den måde kan cirkulær økonomi også være rentabel for forretningen og dermed økonomisk bæredygtig.
I pantsystemet betaler enhver emballage sin egen omkostning. Jo lettere det er at genanvende flasken eller dåsen til en ny, des lavere er det gebyr, som producenten betaler. I bedste fald er gensalgsværdien så høj, at den dækker omkostningerne til fx at indsamle og sortere emballagen. Det er tilfældet for nogle emballagetyper, og derfor betaler producenter og importører ikke gebyrer for disse. Dansk Retursystem arbejder i retning af fuld cirkulær økonomisk drift, hvor så mange flasker og dåser som muligt er gebyrfrie.
Cirkulær økonomi og effektiv genanvendelse
Dansk Retursystem er eksempel på cirkulær økonomi i stor skala. Mere end 50.000 ton emballager genanvendes årligt i et closed loop til nye. I pantsystemet ved vi præcist hvilke typer af emballager, der markedsføres, returneres og indsamles, og derfor kan vi sende dem til genanvendelse på højeste kvalitetsniveau; til nye flasker og dåser. Det gavner både miljøet og klimaet, og jo mere cirkulært økonomisk emballagerne er designet, des billigere er det også at være med i pantsystemet. Samtidig arbejder vi løbende på at effektivisere vores omkostninger til at drive pantsystemet. Gebyrene var i 2023 i gennemsnit reduceret med 86 procent i forhold til 2022.
I pantsystemet er vi i løbende dialog med alle interessenterne i produktkæden. Vi hjælper blandt andet producenter og forhandlere med at designe deres emballager til cirkulær økonomi. Vores designguide ligger frit tilgængelig på hjemmesiden og opdateres løbende. Du kan se vores designguide her.