Forstå pantsystemet på 2 minutter

Dansk Retursystem har drevet det danske pantsystem siden 2002. Men vi gør det ikke alene, og det er i høj grad danskernes fortjeneste, at mere end ni ud af ti flasker og dåser med pant kommer retur, og at vi dermed har en af verdens højeste returprocenter.

I pantsystemet indgår seks aktører, som du kan se og læse om nedenfor.

Producent og importør

Virksomheder, der importerer eller producerer drikkevarer, som markedsføres i Danmark, skal tilmeldes det danske pantsystem. Det er f.eks. juice, sodavand og øl i engangsemballage af plastikflasker eller dåser. Hos Dansk Retursystem kalder vi disse virksomheder for ”Udbydere”.

Udbyderne sælger typisk deres drikkevarer til f.eks. butikker, restauranter, caféer, barer, hoteller og kontorer. Udbydere betaler pant til Dansk Retursystem, når de sender nye flasker og dåser med drikkevarer ud på markedet. Panten opbevarer vi, indtil den skal udbetales til en butik eller forbruger. Udbyderne yder et vigtigt bidrag til, at vi kan genanvende flasker og dåser. Det gør de gennem deres valg af materialer, som vi videresælger til genanvendelse. De gør det også, når de betaler gebyrer for at få genanvendt deres emballager gennem pantsystemet.

Butik, restaurant og lignende

Butikker, restauranter, caféer, barer, hoteller, kontorer m.fl. er der, hvor du som forbruger kan købe eller få drikkevarer med pant på. Alle disse virksomheder, som vi hos Dansk Retursystem kalder ”Kunder”, skal tilmeldes pantsystemet for at kunne få afhentet tomme pantflasker og -dåser. Kunderne køber drikkevarerne, de sælger til forbrugeren, hos Udbyderne.

Forbrugere

Vi er alle forbrugere, når vi køber en drikkevare med pant på. Uanset om vi køber f.eks. en sodavand eller juice i en butik, på en restaurant eller hotel, eller tager en kold kildevand på arbejdet. Alle tomme engangsemballager med pant på skal helst komme retur til Dansk Retursystem, for at materialet kan genanvendes til at lave nye flasker og dåser af. Vi spiller derfor hver især en vigtig rolle for at hver enkelt emballage kommer retur og bliver genanvendt – uanset om vi afleverer panten for miljøets skyld, pengenes eller noget helt tredje. Man kan aflevere de tomme pantemballager enten hvor man har drukket den eller over 3.000 steder rundt omkring i Danmark. Læs mere om hvor meget du får i pant, hvor du kan aflevere dine tomme flasker og dåser og meget andet.

Når du har drukket f.eks. sodavanden, juicen eller kildevanden er det vigtigt, at du afleverer den tomme flaske eller dåse, så den kan blive til en ny flaske eller dåse. Du kan aflevere den tomme flaske eller dåse, hvor du har købt eller fået udleveret den, uanset om det er i et supermarked, der typisk har en flaskeautomat, en restaurant, cafe, festival eller på kontoret, hvor du arbejder. Dansk Retursystem har i tillæg hertil 12 pantstationer rundt om i landet, hvor du også kan aflevere tomme flasker og dåser. Husk at aflevere flasker og dåser fra udlandet samme sted som du afleverer dine danske flasker og dåser med pant, så de udenlandske også kan blive til genanvendt, selvom du ikke får pant for dem

Flaskeautomat og pantstationer

Når du har drukket f.eks. sodavanden, juicen eller kildevanden er det vigtigt, at du afleverer den tomme flaske eller dåse, så den kan blive til en ny flaske eller dåse. Du kan aflevere den tomme flaske eller dåse, hvor du har købt eller fået udleveret den, uanset om det er i et supermarked, der typisk har en flaskeautomat, en restaurant, cafe, festival eller på kontoret, hvor du arbejder. Dansk Retursystem har i tillæg til butikkerne bygget pantstationer rundt om i landet, hvor du også kan aflevere store mængder af tomme flasker og dåser på én gang. Husk at aflevere flasker og dåser fra udlandet samme sted som du afleverer dine danske flasker og dåser med pant, så de udenlandske også kan blive til genanvendt, selvom du ikke får pant for dem

Dansk Retursystem

I Danmark har vi et pantsystem, der sikrer, at engangsemballager af plastik, aluminium og glas til drikkevarer bliver genanvendt. Det er godt for miljø og klima, fordi det sparer energi og råstoffer. Det er Dansk Retursystem, der driver det danske pantsystem for engangsemballage. Genpåfyldelig emballage – f.eks. de grønne ølflasker af glas – håndteres af bryggerierne.

Vi er ejet af bryggerierne, og i bestyrelsen sidder også repræsentanter for detailhandlen og importører. Miljøministeriet fører tilsyn med Dansk Retursystem, og evaluerer os, før en ny periode med eneret tildeles.

Vi er en non-profit-virksomhed og får indtægter fra tre kilder:

  • Salg af materialet fra flasker og dåser til de virksomheder, som forarbejder materialerne og fremstiller nye emballager.
  • De gebyrer producenter og importører betaler for at sende en flaske eller dåse med pant på markedet. Gebyret afhænger af emballagens størrelse og af, hvor let eller svær den er at genanvende.
  • Overskudspant fra de flasker og dåser med pant, som ikke er kommet retur.

Vi er en cirkulær økonomi drevet virksomhed, hvilket gør forbruget af materialer til drikkevareemballagen mere bæredygtigt. For i modsætning til den lineære økonomiske ’brug og smid væk’ sikrer cirkulær økonomi, at ressourcernes værdi bevares, så de kan indgå i nye produkter eller omsættes i naturens kredsløb i stedet for at blive til affald. Det sparer både råstoffer og udleder mindre CO2. I dag kommer over 90% af de tomme drikkevareemballager retur. 

Vi arbejder i Dansk Retursystem hver dag på at udvikle nye produkter og services, der kan være med til at øge returprocenten eller forbedre vores effektivitet. 

Læs mere om Dansk Retursystem

Oparbejdere

Dansk Retursystem samarbejder med udvalgte virksomheder, såkaldte oparbejdere, der er specialister i genanvendelse. Når de tomme flasker og dåser forlader Dansk Retursystem har de således kurs mod anlæg med speciale i at genanvende dem til nyt glas, plast og metal. I processen bevares materialernes høje fødevareværdi, så de kan blive til nye drikkevareemballager igen. Oparbejderne spiller derfor en central rolle i at sikre et closed loop for flasker og dåser i verdensklasse. Mens glasflaskerne smeltes om i Danmark, bliver plastikflasker og aluminiumsdåser genanvendt i Nord- og Centraleuropa. I dag er der nemlig ingen danske oparbejdere, som kan genanvende plast og aluminium til nye drikkevareemballager.

Samarbejdet med oparbejderne er favnet af kontrakter med gensidige krav til f.eks. kvalitet. Vi er i løbende dialog for at styrke og udvikle vores fælles indsats til gavn for den cirkulære økonomi.