Kom godt i gang med at sælge pantbelagte drikkevarer

Skal I tilmeldes?

Producere eller importere I pantpligtige drikkevarer til Danmark, skal jeres virksomhed tilmeldes pantsystemet. Det er kombinationen af indholdet og emballagen, tilsammen kaldet ”drikkevare”, der afgør, om der er pant på en drikkevare. Det er en politisk beslutning hvilke drikkevarer, der er omfattet af det danske pantsystem. Det kan du bl.a. blive klogere på her herunder og læse mere i pantbekendtgørelsen.

JA – I skal tilmeldes pantsystemet

Disse drikkevarer og emballagetyper skal være tilmeldt pantsystemet og bære pantmærke

Drikkevarer
  • Øl
  • Kulsyreholdige drikkevarer (fx sodavand med et alkoholindhold på 0-0,5%)
  • Andre gærede drikkevarer (fx cider, med et alkoholindhold på 10% eller derunder)
  • Blandingsprodukter baseret på spiritus, vin eller andre gærede drikkevarer og blandet med drikkevarer som sodavand, cider eller juice (fx alkoholsodavand med et alkoholindhold på 0,5-10 %)
  • Mineralvand, kildevand, vand, limonade, iste og lignende som er umiddelbart drikkeklare og uden kulsyre
  • Koncentreret saft der skal fortyndes, før det kan drikkes
  • Ren saft, juice eller most af frugt eller grøntsager
  • Smoothies (uden mælk)
  • Plantebaserede drikkevarer
Emballager
  • Dåser og flasker i glas, aluminium, plastik og stål.
NEJ – I skal ikke tilmeldes pantsystemet

Disse drikkevarer og emballagetyper skal som udgangspunkt ikke være tilmeldt pantsystemet og ikke bære pantmærke

Drikkevarer
  • Mælkeprodukter og produkter på basis af mælk
  • Produkter der ikke er tiltænkt som drikkevarer, f.eks. kosttilskud, smagsgiver til drikkevarer eller mad – kontakt os i dette tilfælde
  • Vin, spiritus og andre gærede drikkevarer med en alkoholprocent over 10%
Emballager
  • Kartonemballager
  • Emballager på 20 liter og derover
  • Plastdunke over 10 liter med kildevand (uden kulsyre)
  • Saftprodukt bestående af koncentreret saft/læskedrik i emballager over 4,9 ml
  • Ved juice-shots i glas- eller plastemballager under eller lig med 125 ml skal der søges dispensation for pant, selvom de er en del af pantsystemet.
MÅSKE – skal I tilmeldes pantsystemet

Disse drikkevarer og emballagetyper skal skal måske tilmeldes pantsystemet og I skal derfor altid kontakte os for at blive klogere.

Drikkevarer
  • Produkter der ikke er tiltænkt som drikkevarer fx kosttilskud og smagsgiver.
Emballager
  • Visse fustager, som ikke skal tilsluttes et tappeanlæg
  • Juice-shots i emballager af glas eller plast med under 125 ml – her skal der søges dispensation

Sådan foregår tilmeldingen

Når I har fundet ud af, at jeres drikkevarer skal bære det danske pantmærke, er det tid til at tilmelde jeres virksomhed til pantsystemet. Det tager ca. 2-3 dage. Bagefter skal I tilmelde hver enkelt type drikkevare og sende os et eksemplar af hver smagsvariant i en tom flaske eller dåse. Så tester vi, om stregkoden kan læses og udløse betaling af pant til forbrugerne. Det tager 1-2 uger. Til sidst skal I pantmærke drikkevarerne, før I må markedsføre, sælge og udlevere dem. Se filmen om hvordan tilmeldingen foregår.

Godt at vide før I tilmelder jer …

For at I kan være så godt forberedt som muligt og for at sikrer, at I hurtigt kan få jeres virksomhed og produkter tilmeldt, er der nogle informationer og ting, som er værd at have klar og være opmærksomme på inden tilmelding. Klik på overskrifterne herunder og bliv klogere.

Hvad koster det at være tilmeldt pantsystemet?

Det koster ikke noget at tilmelde jeres virksomhed. Det er først, når I tilmelder jeres drikkevarer, at I skal betale til pantsystemet. Læs mere om omkostningerne.

Dansk Retursystem er en non-profit virksomhed. I skal som producent eller importør derfor alene dække udgiften til at drifte emballagerne i pantsystemet.

Tilmelding af jeres virksomhed

Dette er bl.a. godt at have klar inden I tilmelder jer:

  • Virksomhedens CVR-nummer
  • Eventuel lageradresse. Den er særligt nødvendig, hvis I har salg på adressen
  • Hvem er være primær kontaktperson og hvilke andre medarbejdere skal eventuelt også have adgang til at kunne tilmelde produkter, købe pantetiketter og eventuelt salgsrapportere?
Skal I have salg på jeres adresse?

Kun relevant, hvis I skal bruge pantetiketter:

Hvis I har et salgssted skal det være minimum 1 kilometer fra det sted, I påsætter pantetiketterne. Det kan fx være i et lagerlokaler eller lignende. Både jeres salgssted og det sted I påsætter og opbevarer pantetiketterne, skal oplyses til Dansk Retursystem. 1 kilometerreglen gælder altså også for ubrugte pantetiketter, da de og produkter uden pantetiketter påsat ellers kan blive beslaglagt af Skattestyrelsen.

Tilmelding af jeres produkt(er)

Hav dette klar inden tilmelding og registrering af jeres produkt(er):

  • Produktnavn
  • Eventuel stregkode
  • Emballagens materiale (hvis plast, så skal I undersøge hvilken plasttype, I benytter)
  • Emballagens vægt i tom stand (brug evt. en bagevægt eller en brevvægt).

Emballagetilmelding sker via Udbyderportalen

Når I tilmelder jeres produkter, vil I blive bedt om at indsende eller aflevere ét stk. tom emballage af hver smagsvariant til vores hovedkontor i Høje Taastrup. Vi skal bruge emballagerne i testøjemed for at sikre, at eventuel stregkode kan læses og at panten vil blive udbetalt.

Tilmeldingsprocessen tager 1-2 uger fra vi har modtaget jeres tilmeldingen og de fysiske emballager.

Sikkerhedsstillelse

I skal stille sikkerhed for betaling af pant og gebyrer, hvis I tilmelder produkter, hvor I selv trykker pantmærket, og I ikke tidligere har stillet sikkerhed. Sikkerhedsstillelsen skal være registreret betalt, førend jeres produkter kan færdigtilmeldes.

Når I ønsker at tilmelde produkter med direkte påtrykt stregkode og pantmærke (primær mærkning), skal vi sikre, at mærkningen overholder pantbekendtgørelsens krav. Derfor skal I udover at indsende et fysisk emballageeksemplar også uploade etikettens layout som en PDF-fil.  Denne PDF trykfil skal være i format 100%.

Bemærk at det danske pantmærke er et registreret varemærke, som ejes af Dansk Retursystem. Det er unikt for Danmark og må ikke trykkes eller placeres på produkter, som producenter eller importører markedsfører uden for Danmark.

Læs mere om pantmærkning

Trykker I selv pantmærket på jeres emballage, skal I søge om varemærkelicens hos Dansk Retursystem A/S.
Bestilling af pantetiketter

Skal I bruge pantetiketter på jeres produkter, så skal produkterne først være endeligt tilmeldt og godkendt. Herefter kan I bestille pantetiketter i Udbyderportalen, som I også tilmelder produkterne i.

Prisen på pantetiketterne afhænger af, om det er Pant A, B eller C. Her er prisen:

A= 1,00 kr.

B = 1,50 kr.

C = 3,00 kr.

Derudover kan der komme et eventuelt drifts- eller cirkulært tillægsgebyr, såfremt det fx er en farvet plastflaske. Læs mere om gebyrer.

Tryk- og forsendelsesomkostninger er på 13 øre pr. pantetiket.

Pantetiketter kan betales med Dankort, eller man kan vælge at modtage en faktura forud for betaling. Når beløbet er registreret modtaget, vil ordren gå videre til vores panttrykkeri, som har følgende leveringstider på pantetiketter:

  • Pantetiketter uden stregkode (M3): 2 hverdage
  • Pantetiketter med trykt stregkode (M4): 7 hverdage.
Emballagetilmeldingsbevis gør jer klar til salg

I må importere, sælge, udlevere eller på anden måde markedsføre jeres produkter, når jeres emballagetilmeldingsbevis er udstedt. Det betyder nemlig, at produktet er tilmeldt. I får besked, når beviset ligger klar.

Første gang I tilmelder et produkt på kalenderåret, skal I betale kr. 2.000 plus moms for retten til at tilmelde drikkevareprodukter. Dette kaldes et årligt emballagetilmeldingsgebyr.

Hvis det er det første produkt I tilmelder med primær mærkning, kræves det samtidig at sikkerhedsstillelse/ bankgaranti er registreret modtaget.

Det er jeres ansvar, at pantbelagte drikkevarer er pantmærkede. Mærkning skal ske forud for markedsføring, det vil sige før de sælges eller udleveres af importøren eller producenten.

Salgssteder som fx butikker og restauranter må ikke selv påsætte pantmærker, medmindre de selv importerer/producerer produkterne. I dette tilfælde vil produkter skulle påsættes pantmærker inden de forefindes i butikken/restauranten. Dette skal ske mindst 1 km fra salgsstedet jf. 1 kilometerreglen.

Fra hylden til genanvendelse igen og igen og igen …

Hver dag panter danskerne over fem mio. flasker og dåser med pantmærket. Vi har lavet en film om flaskens rejse. Det er sådan set samme rejse for dåser, for det handler om, at hver gang en flaske eller dåse pantes, sørger vi for, at de bliver indsamlet og sorteret, så materialer kan blive genanvendt til nye flasker og dåser i et closed loop.
I Danmark er vi blandt verdens bedste til at pante. 93% af alle flasker og dåser kommer retur og kvaliteten i materialerne er i top.

Har I spørgsmål?

Vi er Udbyderteamet, som altid er klar til at hjælpe jer

I er altid velkommen til at kontakte os, hvis I har spørgsmål til tilmelding, jeres emballager, etiketter eller noget helt fjerde. Vi sidder klar i Udbyderteamet til at hjælpe jer mandag til torsdag fra kl. 8-16 og fredag fra kl. 8-15.30. I er også velkommen til at skrive til os ved at udfylde vores kontaktformular.