Cirkulært økonomisk pantsystem
Pantsystemet er et cirkulært økonomisk kredsløb for flasker og dåser, som sparer ressourcer og udleder mindre CO2. For når de genanvendes til nye drikkevareemballager, eller skylles og genbruges, kan jomfruelige råstoffer blive i jorden til gavn for kommende generationer. Den høje kvalitet af glas, metal og plast betyder samtidig, at indtægter fra salg af materialer til genanvendelse dækker store dele af udgifterne til at drive pantsystemet. Det er cirkulær økonomi miljømæssigt og finansielt.
Hvad er cirkulær økonomi?
Vi skal spare på klodens ressourcer og bruge dem på en langt smartere måde. Cirkulær økonomi handler om at genbruge og genanvende produkter og materialer, så de kan bruges til samme formål igen og igen.
Klima- og ressourcekriserne kræver, at vi stopper med at ’bruge og smide væk’ og går over til en cirkulær økonomi, hvor vi bruger så få ressourcer som muligt samt genbruger og genanvender så meget som muligt. Det kræver valg af materialer, der let kan cirkuleres fri for indhold af problematiske kemikalier.
I den cirkulære økonomi holdes produkter og materialer i kredsløb på samme kvalitetsniveau så længe som muligt. Affald er ikke længere affald, men råvarer der udgør en værdi.
Cirkulære produkter er således holdbare, lette at genbruge eller genanvende og mindre miljø- og klimabelastende. Man kan sige, at cirkulær økonomi er en smartere og mere ansvarlig måde at anvende klodens ressourcer på.
Lukket kredsløb
Modsat lineær økonomi sikrer cirkulær økonomi, at værdien af materialer og råstoffer bevares, så de kan bruges igen og igen. Det kræver ofte, at produkter designes til det og (re)cirkulerer i en form for lukket kredsløb af ensartede produkt- eller materialestrømme, som fx pantsystemet.
I Dansk Retursystems cirkulære kredsløb indsamles og sorteres plastflasker, glasflasker og ALU-dåser for sig, hvorefter de sendes til genanvendelse på fabrikker med speciale i at smelte dem om til nye emballageråvarer til flasker og dåser. I et sådan kredsløb bliver brugen af råstoffer ofte mere bæredygtig, og jo længere tid værdien kan bevares, des større er gevinsten.
I et højkvalitetskredsløb genbruger eller genanvender man materialerne til de samme produkter igen og igen. I bedste fald kan genanvendelse ske, uden man tilfører nye råstoffer og materialer – hvad enten der er tale om genanvendelige eller genpåfyldelige flasker.
I pantsystemet ved vi præcist hvilke typer af emballager, der markedsføres, returneres og indsamles, og derfor kan vi sende dem til genanvendelse på højeste kvalitetsniveau til nye flasker og dåser.
Pant som foregangseksempel
Pantsystemet arbejder på at blive 100% cirkulær rent finansielt, så alle driftsudgifter dækkes af indtægter fra salg af materialer til genanvendelse. Så skal producenter og importører kun betale gebyrer for emballager, der ikke er designet til cirkulær økonomi. Vi er ikke helt i mål endnu men rigtig godt på vej, da gebyrerne har været faldet stødt gennem de sidste på år.
Det gavner både miljøet og klimaet, og jo mere cirkulært økonomisk emballagerne er designet, des billigere er det også at være med i pantsystemet. Samtidig arbejder vi løbende på at effektivisere vores omkostninger til at drive pantsystemet, og fra 2017 til 2023 er det gennemsnitlige gebyr per emballage faldet med 98%.
I pantsystemet er vi i løbende dialog med alle interessenterne i produktkæden. Vi hjælper blandt andet producenter og forhandlere med at designe deres emballager til cirkulær økonomi. Vores designguide ligger frit tilgængelig her på siden og opdateres løbende.
Prøv vores gebyrsimulator – her kan du udfylde oplysninger om en flaske eller dåse for at se, hvad det koster at have netop denne emballage i pantsystemet.
Cirkulær økonomi nationalt og internationalt
Netop fordi cirkulær økonomi kan sikre genbrug og genanvendelse af jordens råstoffer, er omstillingen også i fokus nationalt og internationalt.
Genanvendelige og genpåfyldelige flasker i ét samlet pantsystem
I pantsystemet bliver tomme flasker og dåser genanvendt eller genbrugt i lukkede kredsløb. De genanvendelige flasker og dåser bliver samlet ind, sorteret og smeltet om til nye flasker og dåser, mens der findes et tilsvarendende kredsløb for genpåfyldelige flasker som fx de klassiske grønne ølflasker. Når de genpåfyldelige flasker er pantet, kommer de tilbage til producenten, som vasker og fylder dem på ny. Der er frit valg med hensyn til om producenter vælger en emballage, der er genanvendelig eller genpåfyldelig.
I Danmark har vi nogle af Europas højeste returprocenter, fordi danskerne er så gode til at pante. Returprocenten er et udtryk for, hvor mange af de solgte emballager med pant, der kommer retur til genbrug eller genanvendelse. Returprocenten offentliggøres hvert år, og for de genpåfyldelige flasker skal der sikres en returprocent på mindst 98. Der er også et krav i pantbekendtgørelsen om, at mindst 90% af de indsamlede engangsemballager skal genanvendes. Det samme gælder for genpåfyldelige flasker, der fx er blevet for slidte til at blive genpåfyldt og derfor skal kasseres.