Pantmærker og -satser
I Danmark skelner vi mellem pant på engangsemballager og pant på såkaldte genpåfyldelige flasker. Det er kun engangsemballager, som har et synligt pantmærke.
Vidste du, at danskerne afleverede 2 mia. flasker og dåser med pant i 2023?
Sådan ser pantmærkerne ud
Pantmærkerne er delt op i A, B og C-pant, som udløser forskellige beløb.
Du kan kende de danske pantmærker på, at de altid har en række prikker under to pile i en cirkel. Pantmærket er et registreret varemærke ® og er ejet af Dansk Retursystem. Det kræver tilladelse at bruge det.
Disse drikkevarer er der pant på i Danmark
- Øl
- Kulsyreholdige drikkevarer (fx sodavand med et alkoholindhold på 0 – 0,5%)
- Andre gærede drikkevarer (fx cider, med et alkoholindhold på 10% eller derunder)
- Blandingsprodukter baseret på spiritus, vin eller andre gærede drikkevarer og blandet med drikkevarer som sodavand, cider eller juice (fx alkoholsodavand med et alkoholindhold på 0,5 – 10%)
- Mineralvand, kildevand, vand, limonade, iste og lignende som er umiddelbart drikkeklare og uden kulsyre
- Koncentreret saft der skal opblandes med vand, før det kan drikkes
- Ren saft, juice eller most af frugt eller grøntsager
- Smoothies (uden mælk)
- Plantebaseret drikkevarer
Det får du for engangsemballage
Dåser og flasker med pantmærke er engangsemballage, der bliver genanvendt ved at blive smeltet om til nye dåser og flasker. Engangsemballage giver:
- Pant A = 1 krone (glasflasker og metaldåser under 1 liter)
- Pant B = 1,50 krone (plastflasker under 1 liter)
- Pant C = 3 kroner (alle flasker og dåser med 1-20 liter)
Det får du for genpåfyldelig emballage
Flasker i pantsystemet uden pantmærke er genpåfyldelig emballage, som gøres rene og fyldes igen af producenten. Genpåfyldelige flasker er altså genbrug, da flaskerne bliver brugt igen uden at blive smeltet om. Den grønne ølflaske er et eksempel på en genpåfyldelig flaske. Genpåfyldelige flasker giver pengene retur, hvis du betalte pant, da du købte dem. Du kan aflevere genpåfyldelige flasker sammen med emballager med pantmærke på i flaskeautomater og på pantstationer.
- Glasflasker under og lig med ½ liter = 1 krone
- Glasflasker over ½ liter = 3 kroner
- Plastflasker under 1 liter = 1,50 kroner
- Plastflasker fra og over 1 liter = 3 kroner
Det får du for øl- og sodavandskasser
Butikkerne fastsætter selv pantværdien for øl- og sodavandskasser. Du kan se pantværdien for de enkelte kasser i butikkerne.