Fra pant til profit – en bæredygtig rejse mod en million

Pantindsamling er for mig en måde at tage del i en større mission – både for miljøet og min økonomiske forståelse, som jeg ikke havde tidligere.

Karen Sohne Hansen fra Fyn har gjort pantindsamling til en fast del af sin hverdag. Det startede som en simpel aktivitet, hvor hun brugte omkring en time hver dag på at samle flasker og dåser. Men som tiden gik, udviklede projektet sig, og hun begyndte at undersøge nye metoder til at optimere sin pantindsamling.
Karen Sohne Hansen potræt med blomstret pantpose
Karen Sohne Hansen

Ikke alle har tid til daglige pantture, som Karen havde de første to år, men hun arbejder nu på at finde løsninger, der passer til forskellige livsstile. Pantindsamling kan nemlig integreres i enhvers hverdag – uden at det kræver en times arbejde om dagen.

Fra Odense til Strib: Pantens forskelle

Karen er for nylig flyttet fra Odense til Strib, hvor hun har opdaget forskelle i typen og mængden af pant. “Hvis Odense var en gavebod, så er Strib dens modsætning. Jeg har kun samlet 24 stykker pant på tre måneder,” siger Karen. På trods af de færre fund fortsætter hun sin ambitiøse rejse mod målet om at optjene en million kroner gennem pantindsamling og kloge investeringer.

En langsigtet stategi: Pantdepotet vokser

Karen stopper nemlig ikke ved blot at pante. Hun har en langsigtet strategi for de penge, hun får for panten. I stedet for at bruge pengene på forbrug investerer hun dem i aktier. Indtil videre har hun samlet pant for 16.271,50 kr., og hendes investeringer har allerede givet et afkast på over 330 kr. Karen ser dette som et bevis på, at selv små beløb kan vokse til noget stort, når de investeres klogt. “Det handler ikke kun om pengene,” forklarer hun. “Pantindsamling er for mig en måde at tage del i en større mission – både for miljøet og min økonomiske forståelse, som jeg ikke havde tidligere.”

Karen Sohne Hansen investerer sin pant i en aktieopsparing
Pant som en del af den grønne bølge

Karen arbejder også på en bog, der skal fremhæve pantindsamlingens mange fordele og dens potentiale til at være en del af den grønne bølge. Bogen vil fokusere på, hvordan små handlinger som pantindsamling, at købe på tilbud og undgå impulskøb som fx fredagssnoller kan bidrage til både personlig opsparing og en bæredygtig livsstil.

Karen håber, at hendes historie kan inspirere andre til at gøre pantindsamling mere socialt acceptabelt og til en naturlig del af hverdagen. “Selv små beløb som pant kan blive til en betydelig opsparing over tid. Det handler om at tage de små skridt og se det større billede,” siger hun med et smil.

En del af den cirkulære økonomi

Hvert år håndterer Dansk Retursystem over to milliarder flasker og dåser, der pantes i hele landet, og bidrager dermed til en cirkulær økonomi. Ved at pante bliver vi alle en del af en bæredygtig fremtid – en fremtid, som Karen aktivt støtter.

“Jeg er stolt af at være en del af den cirkulære økonomi. Når jeg panter, bidrager jeg til genanvendelse og hjælper med at reducere affald. Det er en lille handling, men den har stor betydning for klimaet og miljøet,” fortæller Karen. Karen håber, at flere vil følge hendes eksempel og tage del i bevægelsen mod en grønnere fremtid igennem at pante.

Følg Karens rejse

Følg Karen Sohne Hansens rejse mod en million kroner på Instagram, hvor hun deler inspiration til, hvordan pantindsamling kan gøre en forskel – både for miljøet og for din økonomi.

Flaskepant

Har du en pantastisk historie som Karens?

Overalt i landet findes der pantastiske historier – hvorfor ikke dele din? Måske har du samlet pant for at hjælpe en ven, sparet op til en guitar, en rejse eller måske støttet en god sag? Uanset årsagen gemmer der sig ofte en pantastisk historie bag, som også gør en forskel for klimaet og miljøet. Del din historie med os, så vi kan dele den med endnu flere.

Hvad kalder du den?

Du ved den der flaskeautomat? Uanset hvad du kalder den, er du med til at gøre en forskel, når du bruger den. Faktisk panter vi 92% i Danmark. Lad os få de sidste procent retur til gavn for vores klima og miljø.