EL-lastbiler reducerer pantsystemets CO2-udledninger
Ved at sikre højkvalitetsgenanvendelse af flasker og dåser, er pantsystemet med til at spare råstoffer og energi, som ellers skulle have været brugt til at producere nye emballager. I 2025 bidrog pantsystemets aktører sammen til, at der blev sparet 244.000 tons CO2 ved at genanvende materialerne til drikkevareemballage i stedet for at bruge nye råstoffer. Ved at bruge el-lastbiler i vores indsamling, reducerer vi også CO2-udledningen fra vores egen drift.

Farvel til fossile lastbiler i 2030
Vi har et mål om løbende at udskifte vores vognpark, så den i 2030 er fossilfri. Vores største CO2-udledning er fra transportområdet, når vores lastbiler kører ud til vores mange kunder og henter flasker og dåser, som køres til en af vores to fabrikker til sortering, inden materialerne sendes til genanvendelse. Siden 2022 har vi haft to indsamlingsbiler på el, men det har ikke været muligt at erstatte hele vognparken med el-lastbiler endnu, da markedet for el-lastbiler først nu kan matche vores kørselsbehov. Med vores vognparkstrategi arbejder vi for løbende at indfase nye el-lastbiler, så vi samtidig kan tilpasse vores indsamlingsmønster til bilernes behov for opladning uden at gå på kompromis med effektivitet og service overfor vores kunder. I 2025 indkøbte vi 19 el-lastbiler. Udbuddet er første del af i alt tre faser, der frem mod 2030 udskifter hele vognparken til eldrevne biler. Første del er på 19 biler i 2026, ca. 15 i 2028 og resten i 2030.
Læs mere om vores ESG-mål.
Dåserne fragtes i stigende grad med el-lastbil og tog
Når vi sender de sorterede materialer til genanvendelse sker det i stigende grad også med el-lastbiler, eventuelt i kombination med tog. Når el-lastbiler erstatter dieseldrevne biler, reduceres forbruget af fossile brændstoffer og dermed CO2-udledningen fra fragt af materialerne. Den samlede CO2-udledning var i 2024 knap 1 % højere end i 2019, men målt pr. emballage er udledningen reduceret med 32 % i samme periode.


